Klæd dine krukker på til efteråret

Kalenderen siger EFTERÅR – og de blomster jeg plantede i mine udendørs krukker, er ærlig talt ved at se lidt kedelige ud. Men i stedet for at stille krukkerne væk for vinteren, er der rig mulighed for at nyde dem nogle måneder endnu.

Brug hvad du har ved hånden af tørre grene, bark, kviste, sten eller lignende til at dekorere krukken med. Find en gammel vase eller urtepotte du kan grave ned i krukken og fyld den med vand. Pluk en buket af årstidens blomster, blade eller grene du kan stille i vasen. Der er stadig utrolig meget at finde i haven, i skoven eller langs vejkanten. Du kan evt. fylde vasen med oases, så blomsterne står bedre fast i efterårsvinden.

Her ses resultatet efter kun 15 minutters trylleri… og nu har du mulighed for løbende at genoplive krukken på en nem og hurtig måde, bare ved at se dig omkring i naturen. Udsmyk eventuelt med lanterner eller fyrfadsstager – det giver hygge i den mørke tid.

TIP: Når frosten for alvor kommer, er vasen ikke længere velegnet til blomster eller grene, der skal stå i vand. Til den tid kan du udskifte vasen med dekorationsler, hvori du kan sætte grangrene, kogler eller andet dekorativt, der kan skabe stemning i den søde juletid. På den måde kan du få glæde af dine udendørs krukker hele året rundt.

HUSK: dine krukker skal være frostsikre, for at kunne stå udendørs året rundt.

Del med andre...

2 tanker om "Klæd dine krukker på til efteråret"

  1. Pingback: 13. dec. Fra efterårskrukke til julekrukke

  2. Pingback: Krukke med forår - Flotte udendørskrukker året rundet