Ny stil… med hygge og humor

Mit ganske almindelige, lidt ældre og en smule kedelige gæstetoilet har længe trængt til fornyelse. Men selvom der hverken er tid eller overskud til den helt store omgang med maling eller udskiftning af klinker og inventar, så kan små ting også gøre en stor forskel. Her kan du se, hvor lidt der skal til, for at skifte farve, stemning og stil…

 

Før…

Små ting i indretningen kan gøre en stor forskel

Gæstetoilettet er et rum, der tit står ubrugt hen i dagligdagen. Derfor bliver indretningen ofte af meget funktionel karakter – og rummet kan hurtigt komme til at virke koldt og kedeligt. Bare se mit gæstetoilet, som før fremstod køligt med den helt simple indretning og de turkise farver… funktionelt, ja…

 

… og efter:

Kreativ indretning, små ting - stor forandring

Nye varme farver, flere nips og et miks af nyt og gammelt, har skabt et varmere og mere imødekommende udtryk.

 

Nye farver, nyt liv

Når du bruger nips med farver på, er det super nemt at udskifte farverne i rummet. Det skaber liv at bruge forskellige nuancer af samme farve og hvis du holder farverne i små grupper, risikerer du ikke, at de bliver for dominerende.

Kreativ indretning: Ny stil på badeværelsetVed spejlet har jeg placeret tre små skåle i forskellige nuancer af rød. Det giver et flot og moderne farvespil til rummet. Skålene er fra ”African image”.

Kreativ indretning: Nips nye farver

 

 

 

Indret med humor

Jeg er helt klart til det enkle og ikke for flagrende look … men nogle gange kan det blive lidt for stramt og selvhøjtideligt. Jeg fandt tilfældigt dette skilt og kunne ikke stå for den overraskende pointe. Så forsøg dig med at integrere små og humoristiske detaljer i boligen – det skaber varme og bringer smilet frem hos dig… og dine gæster.

Indret med humor...

Skiltet er fra Ib Laursen og fås med mange sjove citater.

 

Miks nyt og gammelt

Jeg forsøger mig ofte med at mikse nyt og gammelt, for det skaber hygge med ”nostalgi” i boligen. Jeg sørger dog samtidig for at inkorporere nogle moderne elementer, så der ikke går alt for meget “mormor” i indretningen – og udtrykket forbliver moderne og funktionelt.

Kreativ indretning: Ny stil på badeværelsetDet lille bord, som er et arvestykke, har lidt utraditionelt fået sig en plads på gæstetoilettet.

Bordet fungerer perfekt som hyggeskaber, som magasinholder og til opbevaring. Bordet er pyntet med en orkide i matchende røde nuancer, tre helt enkle Kivi fyrfadstager fra iittala – og så er håndklæderne fra min ”blomstrende” ungdom kommet frem fra gemmerne.

 

Kreativ indretning: Ny stil på badeværelset

 

 

Del med andre...

Frisk op i boligen med grafisk tryk

Puder er en ideel og sikker metode, når boligen skal friskes op i en fart. Med nye puder kan du frit og uforpligtende kaste dig ud i nye farver, anderledes tekstiler og forskellige prints.

 

Kreativ indretning: Pude med grafisk tryk

 

I stedet for at købe dig fattig i de mange lækre designs du finder i butikkerne, kan du vælge at skabe et mere personligt udtryk, ved at mikse købte og hjemmelavede puder. Ved hjælp af et grafisk tryk kan du genbruge dine gamle puder og give dem et nyt og brugbart design.

Du kan nemt og hurtigt lave dit eget grafiske tryk, ved hjælp af selvklæbende bogbind (som du kan købes hos boghandleren). Tegn dit motiv over på bogbindet og skær det ud. Så har du en selvklæbende skabelon, der ligger helt fast, når motivet skal males over på puden.

 

Pudedesign med grafik

Jeg er glad for de skønne bærfarver, der er fremme lige nu. Derfor har jeg investeret i en flot ”Brick” pude fra Normann Copenhagen. Den giver et fint farvespil til de mange sorte/hvide kontraster. Holder du dig udelukkende til de ”rigtige” brands, kan det både blive dyrt, men også en smule kedeligt og upersonligt i længden.

 

DIY: pude med grafiskt motiv

Jeg har selv tegnet motivet til denne pude – men hvem siger, at du ikke må lade dig inspirere af eller bruge et allerede eksisterende mønster? Du kan desuden købe mange flotte skabeloner eller stencils (som det jo hedder), hvis du ikke har mod på at lave din egen.

Jeg har et hav af gamle puder, jeg har købt igennem tiden. Puder som efterhånden er blevet gemt væk i skabe og kasser. Og hvor er det forfriskende, når man kan genbruge, frem for altid at købe nyt.

 

Grafisk design på lampeskærmTIP: Du kan også friske din gamle lampeskærm op med et grafisk tryk. Det grafiske motiv giver en god effekt, både når lampen er tændt og når den er slukket.

 

 

 

 

 

 

 

HVORDAN:

Grafisk tryk

Du skal bruge: En gammel pude (hvis det er nødvendigt, så sy eller køb et neutralt betræk), Tekstilmaling, Grydesvamp (til påføring af maling), Selvklæbende bogbind.

Find et motiv du kan lide eller design dit eget. Tegn motivet over på det selvklæbende bogbind. Skær motivet ud med en hobbykniv og husk, det er ”negativet”, der skal bruges. Læg pudebetrækket på en plan flade og læg et stykke karton ind mellem de to lag stof – så risikerer du ikke at malingen trænger igennem. Klæb din skabelon fast på stoffet og påfør forsigtigt malingen med svampen. Selv om skabelonen er selvklæbende, skal du være varsom langs kanterne, når du påfører malingen. Lad malingen tørre… og så har du dig en ”ny” og genoplivet pude.

 

Del med andre...

Nyt design til væguret

Jeg har i en periode arbejdet on-off på et nyt design til mit store vægur. Faktisk arbejder jeg på et koncept med flere forskellige ikoner og tal, der kan mikses på kryds og tværs. Jeg har tidligere vist mine første skitseforslag her på bloggen, men det er en lidt længere proces at blive helt tilfreds og få afprøvet forskellige muligheder. Nu er den første ”prototype” klar og hængt op på væggen. Hvilket materiale, hvilken farve og størrelse ikonerne præcist bliver i sidste ende, vil tiden vise. Men det virker godt at få det foreløbige design afprøvet på væggen.

Så her får I en smagsprøve på det nye design…

Skab en flot vægdekoration med nye tal og ikoner til væguret

 

skitseproces

Efter en tid med skitsering, er jeg klar med de første modeller. Tallene er skåret ud i en tyk plastplade og efterfølgende malet. Hvilket materiale jeg ønsker mig i sidste ende, er ikke helt afgjort endnu.

 

design til dit vægurJeg nyder at idéudvikle, tegne og skitsere, men det er nu noget helt andet at få ikonerne afprøvet i en virkelig kontekst.

Min idé bag dette forslag består i, at alle fire tal skal kunne ”formes” ud fra et rektangel, uden den ydre form brydes.

 

 

 

Design til væguret

 

Del med andre...

Lag på lag lysestage

Nu er mine lysestager med fuglemotiv, som jeg viste i januar, blevet HELT brandsikre!

Design din egen lysestage i balsatræ

For at beskytte træet mod flammen, har jeg lavet en indsats i tynd stålplade. Indsatsen beskytter også stagen mod stearin og snavs. En venlig læser gav mig desuden et godt råd. Han mente, jeg skulle prøve at behandle stagerne med et brandhæmmende middel ”ugiftig brandimprægneringsvæske” fra Falck. Det er en klar væske, der også kan benyttes på møbler og gardiner. Nu har stagerne fået en omgang med væsken – så nu skulle brandsikkerheden være på plads.

 

Jeg fik ideen til at bygge stagerne op i balsatræ, da det er et smukt materiale, der er let at arbejde i og nemt kan skæres/slibes i forskellige faconer. Balsatræ et godt materiale, hvis du skal afprøve forskellige designs og ideer. Træet er relativt holdbart og kan lakeres for at gøre det modstandsdygtig overfor smuds. Men det egner sig mindre godt til permanente løsninger, hvis det udsættes for stød eller mange berøringer.

DIY: Design din egen lysestage i balsatræ

Jeg har overvejet andre materialer til mine lysestager, som f.eks. akrylplade eller andre typer træfinér, men må desværre konstatere, at det bliver for svært og upræcist at håndtere på DIY-niveau (I hvert fald med de faciliteter jeg har til rådighed hjemme hos mig). Så jeg må gøre, hvad jeg kan for at holde stagerne flotte så længe som muligt. Og selv om mine stager nok ikke holder evigt, er jeg rigtig glad for resultatet… og så kan de jo ryge direkte i brændeovnen, når jeg ikke gider se på dem mere : ).

 

HVORDAN:

Kreativ indretning: Lag på lag lysestage

1) Du skal bruge: Hobbykniv, 16 stk. 2 mm. balsatræsplader i 7×7 cm. (I de fire øverste lag skal der skæres et kvadrat på 4×4 cm.). Hultang, 4 stk. grillspyd i træ, stærk sekundlim, groft sandpapir ca. korn 80, afstandsstykker af 2 mm. balsatræ.

2) Lav en skabelon (af f.eks. en plastplade) til de små huller. Klip hullerne med en hultang, så de passer i størrelsen til dine træspyd – og de skal sidde så præcist som muligt. Sæt pladerne ned over de fire spyd og sørg for at årene i træet vender ens. Lag efter lag skal balsatræspladerne nu limes fast til spyddene. Brug stumper af balsatræ som afstandsstykker mellem lagene. Hold løbende stagen mod en plan flade, så den bliver så ret som muligt. Når limen er tørret lidt, kan du fjerne afstandsstykkerne.

3) Klip det overskydende af træspyddene væk med en lille tang. Brug groft sandpapir til at gøre stagernes sider helt rette og ensartede. Vær forsigtig, for der ryger hurtig nogle millimeter. Slib evt. efter med fint sandpapir.

4) Lav en indsats til fyrfadslyset ud af en tynd stålplade. Du kan enten skære i pladen med en hobbykniv eller klippe med en saks. Indsatsen til venstre er bukket ud af et stykke på 7×7 cm. og den til højre ud af et stykke på 6×6 cm. Når de to indsatser samles, bliver det til en fin beholder til fyrfadslyset.

DIY lysestage i balsatræ. Her ser du mit design med fuglemotiv.

Du kan vælge at pynte stagerne med et motiv, som jeg har gjort. Den sorte linje er malet på med akrylmaling og fuglene er lavet ud af kraftig papir.

Del med andre...

Lampedesign med kobber

Kobber er hot for tiden – og her får du en af mine ideer til, hvordan du kan lave din egen lampe med flot kobberlook.

Kreativ indtetning: DIY lampedesign

Lampen her er lavet af kobbertråd – eller faktisk er det aluminiumstråd med kobberlook. Du kan også vælge at bruge kobbertråd, men det er en del dyrere end aluminium. Desuden kan du få aluminiumstråd i mange farver – så der er ingen, der siger, at du absolut skal holde dig til kobberfarvet tråd.

Jeg har prøvet forskellige fremgangsmåder, både at vikle tråden omkring pæren og op ad ledningen, men jeg endte, som altid, ud med et helt enkelt og stilrent lampedesign.

 

DIY lampe i kobber

1) Du skal bruge kobberfarvet aluminiumstråd 1,5 mm (ca. 5 meter pr. lampe), porcelænsfatning, stor el(spare)pære, sort stofledning, sort spraymaling, plastfolie og tape.

2 &3) Lav en ring af plastfolie, der passer omkring pære og fatning. Den skal fastgøres omkring pære/fatning, så kobbertråden har et godt fast underlag. På den måde er det efterfølgende let at udskifte pæren, uden at ødelægge kobberringene. Plastfolien må selvfølgelig ikke berøre selve pæren.

4) Find et rør eller lignende, der har ca. samme diameter som fatningen. Lav en ”fjeder” ved at vikle kobbertråden omkring røret så stramt og tæt du kan. Du kan efterfølgende løsne eller stramme tråden lidt, når den føres over på fatningen.

 

DIY: Lampedesign

5) Når ledning og fatning er samlet, kan du vælge at male fatningen (afdæk ledningen med malertape). Jeg vil gerne, at ledning og fatning skal fremstå som en samlet enhed, derfor har jeg valgt at male min fatning i samme farve som ledningen. Du kan undgå ridser ved at montere ledningen først. Til sidst føres kobberringene over på fatningen og de strammes til.

Vupti, så har du en smart lampe i kobberlook.

DIY: Lampe med kobber

 

Del med andre...